Hvorfor lave et spil om Bourgogne?

Svaret er ganske enkelt: Jeg elsker vinene fra Bourgogne. Og jeg elsker at spille spil med venner og familie. Så hvorfor ikke lave et brætspil om Bourgogne?
Bourgogne er på mange måder et af verdens mest fascinerende vinområder. Det er let at forstå, hvorfor vinene er så populære og eftertragtede. Få vine smager så forbløffende elegant og rummer så stor kompleksitet som de bedste vine fra Côte d'Or.
Samtidig er det klassiske Bourgogne fuldstændig uforståeligt og uigennemtrængeligt. Hvor andre vinområder nøjes med at skrive navnet på druen på etiketten, handler Bourgogne om markerne, hvilke landsbyer de ligger i, hvordan de er placeret på skråningerne, og hvem der ejer dem.
Man skal have styr på forskellen mellem Village, 1. Cru og Grand Cru. Kende årgangene og producenterne. Forstå en masse regler og næsten lige så mange undtagelser.
På den måde minder Bourgogne faktisk lidt om at følge med i en sport. Jo mere man ved, desto sjovere bliver det. Man lærer spillerne at kende, ved hvilke hold de spiller på, kender deres styrker og svagheder og begynder efterhånden at forstå alle de små detaljer, som er fuldstændig ligegyldige for alle andre.
Og måske er det netop derfor, Bourgogne nærmest skriger på at blive lavet til et spil. Der er allerede et hierarki. Der er landsbyer og marker. Vindere og tabere. Gode og dårlige årgange. Penge, prestige og nogle få parceller, som alle drømmer om at få fingrene i.
Så ideen til Burgundista lå egentlig lige for.
Men én ting stod klart fra begyndelsen: Jeg havde ikke lyst til at lave et spil kun for Bourgogne-nørder.
Det skulle ikke være et af den slags spil, hvor man først skal bruge en halv aften på at forstå reglerne og resten på at diskutere dem.
Burgundista skal være enkelt at komme i gang med og sjovt at spille. Også selv om man ikke kan udtale Puligny-Montrachet eller kender forskel på de øvre og nedre parceller i Clos de Vougeot.
Man behøver faktisk ikke vide noget som helst om Bourgogne.
Men måske ved man lidt mere, når spillet er slut.
Fra idé til spil
Ideen til spillet har jeg haft længe. Men det var først, da jeg for nylig fandt det rigtige format, at jeg for alvor gik i gang med at skabe Burgundista. Og pludselig gik det stærkt.
Selv om jeg i starten kun spillede små dummyudgaver af Burgundista med den nærmeste familie og venner, stod det hurtigt klart for både mig og dem, der spillede med, at her var noget, der fungerede.
Så nu er jeg for alvor gået i gang med udviklingen. Der er stadig masser af detaljer, der skal på plads, regler, der skal justeres, og et design, der skal gennemarbejdes.
Der ligger mange timer, dage og uger foran mig, før den første udgave af Burgundista kan sendes i produktion.
Men heldigvis har jeg intet imod at bruge en frygtelig masse tid i selskab med verdens bedste vinmarker.